Om hundrede aar er alting glemt

Jeg driver iaften og tænker og strider
Jeg synes jeg er som en kantret Baad
Og alt hvad jeg jamrer og alt hvad jeg lider
Saa ser jeg mig ingen Raad
Men hvi skal jeg være så haardt beklemt?
Om hundrede Aar er alting glemt
Da hopper jeg heller og synger en Vise
Og holder mit Liv for en skjøn Roman
Jeg æter ved Gud som en fuldvoksen Rise
Og drikker som bare Fan
Men hvi skal jeg fare med al den Skjæmt?
Om hundrede Aar er alting glemt
Saa stanser jeg virkelig heller Striden
Og ganger tilsjøs med min pinte Sjæl
Der finder nok Verden mig engang siden
Saa bitterlig druknet ihjæl
Men hvi skal jeg ende saa altfor slemt?
Om hundrede Aar er alting glemt
A nei, det er bedre at rusle og leve
Og skrive en Bog til hver kommende Jul
Og stige tilslut til en Versets Greve
Og dø som Romanens Mogul
Da er der blot dette som gjør mig forstemt:
Om hundrede Aar er alting glemt