Høstnat

Det tasser og lever i skogen
Endskjønt det er natten og alt er til ro
Jeg ligger på ryggen og tænker i mørke
Og kjender mig stille og fro
Jeg ligger og skriver på himlen
Og bortover stjærnernes hær med min sko
Det tasser og sysler i skogen
Den lyd ifra stråene kjender jeg før;
De sydet så gule idag i solen
Nu knækker de over og dør
Og granernes nåler falder
Den lyd er så inderlig liten og skjør
Det er ikke andet som lyder
Men slikt er vel fare og støy for en mus?
Da skjælver hun ind under lyng og blader
Og har ikke bedre hus
Jeg tænker: hvor lydløst dèt lever
Som lever hernede i grams og i grus!
En ser dem iblandt fare sammen
Og puste med brystet så dirrende tit
Og vente så rådvildt om noget vil hænde
Når mennesket nærmer sig litt
Det er vel når mennesket kommer
For musen som fjælde som kommer i skridt
Det strømmer ind på mig altsammen
At alle de bittesmå liv er nær
Som jeg er så svær for disse, har alle
Et noget som sværere er
Jeg rykker min sko tilbake
Som skrev over himlen og stjærnernes hær