Når Børnene Dør

Uskyldige unge kroppe lagt på række
Hvert kadaver bærer på en rædselshistorie
Time efter time med blod, pinsel og ydmygelse
Unge sprøde knogler der knaser som løv
Under mine fødder når jeg træder brystbenet ind
Blind tiltro var deres første fejl
Jeg skærer tungen ud for at undgå deres skrig
Når børnene dør
Dernæst slæbt ned i min rædselskælder
Lænket til væggene, hængende i fødderne
Når børnene dør
Den skarpe kniv skær i den sarte unge hud
Så tarmene vælter ud
Smurt ind i pus og blod, er de eneste rester
Skåret op fra hul til hul
Tarmene vælter ud
Og beklæder din fortabte sjæls jordiske rester
Den livløse krop lægger jeg i rækken på gulvet
Evigt voksende maltrakterende perversitet