Mester Jakeldreng

Der var en gang en spinkel lille mesterjakel dreng
Han digtede sin verden frem og kom for sent i seng
Han var for svimmel og for sårbar havde let til gråd
Verden er så fuld af farer men han fandt på råd
I en kælder under virkeligheden stod en bænk
Ved teatret hvor han spilled' det han havde tænkt
Hans bedste ven var indianer og blev assistent
Han kunne se i mørke og var ikke alt forvænt
Drejebogen skrev han om en verden som de så
Hvor de små blev store og de store de blev små
Hånden oppe i prinsessen gav dem kuldegys
Og Mefisto kvalte de i rødt kulisselys
Mester Jakel Mesterjakeldreng
Digter dagene frem
Mester Jakel Mesterjakeldreng
Længes altid hjem
Årene forsvinder og deres hænder var
En dag for store til den form som dukker de nu har
Så kom den skæve tambourinmand med sit grønne løv
Gav dem smag for høj musik og speed og stjernestøv
Da teatret lukkede så skrumpede de ind
Mens de løb i røven af en pusher der hed Finn
Dagens lys gir sære øjne, deres drejebog
Skrev dem lidt utydeligt og ikke rigtig kloge
Mester Jakel…
Hans bedste ven var indianer men brændte sine fjer
Mødte Jesus nede ved Vejle og er ikke indianer mer
Jakel blev symptomfri ved sin egen medicin
Og en pige der ku' spille drømmeviolin
For hun spillede en melodi hun havde lært
Nede i et mørke hvor det at se er svært
I en kælder under virkeligheden nynnes et refræn
Man mener stammer fra en lille Mester Jakeldreng
Mester Jakel…