Anno 5001

De kaldte sig for danskerne i stammen var der få
Om natten drømte de på et meget gammelt sprog
At være vågen var en sær slags virkelighed
— men de vidste heller ikke det som vi nu ved
De levede af kød og talte højt sandsynligvis
De troede ikke på skæbnen, aned' alting har sin pris
Deres sange handlede om kærlighed
— men de vidste heller ikke det som vi nu ved
I små enklaver boede de mest hver for sig
Ofte gik de fra hinanden, som de sagde: hver for sig
Men allermest så frygtede de ensomhed
— men de vidste heller ikke det som vi nu ved
I gamle kirker gav de hinanden navn
Historien om Jesus kender vi fra vandresagn
Og på kirkegårde blev de døde gravet ned
— men de vidste heller ikke det som vi nu ved
Videnskab hed deres simple tro, mytebesat
Præster toned' frem på skærme henad nat
Ja danskerne sad og bad om udødelighed
— men de vidste heller ikke det som vi nu ved
Naturen var for danskeren en ting han kunne bruge
Havet som vi stammer fra ku' de godt li' at bruge
Vind og bølger var for dem en slags evighed
— men de vidste heller ikke det som vi nu ved
Danskerne dyrked' guld og ungdom, skønhed og succes
Alderdom og barndom var der vist ingenting ved
Og de dulmed' vanvid, sorg, angst og ensomhed
— men de vidste heller ikke det som vi nu ved