Luth Og Fløjte

Der var engang to mennesker: En pige, en student
Som sad på hvert sit værelse med hvert sit instrument
Sammenspil er livets højde, men her var intet budt
Han sad ensom med sin fløjte, hun ensom med sin luth
Så var det så en aften, de fulgtes fra koncert
Og snakked' luth og fløjte, hvor hver jo var ekspert
Tænk, ud af munden røg det på dem begge to til slut:
«Har De lyst så prøv min fløjte?», «Ja tak, så prøv min luth»
Altså gik de med hinanden op til den enes kvist
Og bytted' instrumenter og straks fik spillet gnist
Glade toner hørtes føjte — akkorder sprang badut
Da hun spilled på hans fløjte, og han på hendes luth
Det blev til flere dacapo’er, og hver nat som tiden gik
Men pissesure naboer fik nok af den musik
De sagde, «Fy, oh fy, oh føj, det sku' faktisk vær' forbudt»
At hun spiller på hans fløjte, og han på hendes luth
Men hvad betyd’r kritikken for en ægte spillemand?
Når blot han har musikken og kys og kildevand
Selv en hård og tør beskøjte ka' smage kommilfut
Bare hun spiller på hans fløjte, og han på hendes luth
Bare hun spiller på hans fløjte, og han på hendes luth
Når hun spiller på hans fløjte, og han på hendes luth