Uriel

Jeg var bare en lille dreng første gang det slog mig
Alene i den silende regn blandt nattens illusioner
Jeg var ik den samme længere men ingen ville tro mig
På nær min kærlige mor med hjertet af dimensioner
Hun betroede mig jeg var et himmelsendt englebarn
Og at inden var væk herfra havde jeg fået vingefanget
Hun mindede mig om at kærligheden ville finde' mig
Og først da ville jeg kende ægte kærlighed indefra
Hvad den indebar af smutstiger og skillevej
Og hvorfor den pludselig ud af intet leger stilleleg
Hun så mig i øjnene og rørte' ved mit sind
Hun tørrede min kinder og lovede at mørket ville forsvinde
Det var næsten som om hun læste mine tanker
Da hun hviskede der er ik noget som helst at være bange for
Ingen er perfekte alle mennesker har mangler
Og tør man elske andre kan man ende med at brænde sig
Alt det hun sagde og alt det hun gjorde
Fik mig til at tro at jeg var sat på denne jord
Med en større mission men verden er så stor
Men min kærlige mor sagde mærk dig mine ord
Og som tiden går
Gir det hele mening nu forstår man det hele alt det der var så vigtigt
Ja som tiden går
Forstår jeg disse minder og springer ud af vinduet og spreder min vinger
Hun sagde at man altid sku være en værdig vinder
Og at ærlige kvinder ogs stjæler hjerte og minder
Hun sagde jeg en dag vil' nå til verdens ende og vil
Ku skelne mellem sjælevenner og ærkefjender
Hun sagde jeg sku vide at jeg var vitterligt elsket
Ogs selvom min tro på dette sikkert blir testet
Og lyt til hvad min far sagde for han vil' jo mig det bedste
Og ik gå i barskabet men så grinte hun for det meste
At jeg ik var som de fleste men helt speciel
At jeg vil råb op den dag sandheden bliver tiet ihjel
Hun hviskede at jeg var en del af en større ting
Og at man ik altid sku spørge pænt men spark døren ind
Hun mindede mig om jeg ik måtte glemme at man dør
Og at jeg ik nødvendigvis sku frygte' stemmerne jeg hørt
Hun lært mig at drukne smerterne i kunstværker
Hun har lært mig alt det er grunden til jeg er her
Alt det hun sagde og alt det hun gjorde
Fik mig til at tro at jeg var sat på denne jord
Med en større mission men verden er så stor
Men min kærlige mor sagde mærk dig mine ord
Og som tiden går
Gir det hele mening nu forstår man det hele alt det der var så vigtigt
Ja som tiden går
Forstår jeg disse minder og springer ud af vinduet og spreder min vinger
Hun hviskede at ingen kunne pille ved skæbnen
At jeg inderst inde mindede lidt om en af dem fra x-men
Hun sagde der var mere mellem himmel og jord
Mens hendes pegefinger vist mig hvor englene bor
Jeg betvivlede hendes ord men nænnede ik at sige det
For jeg elskede hende ubetinget for at ha skænket mig livet
Hun lært mig at tilgive lært mig at ta chancer
Og forstå hvorfor jeg ik var helt som alle de andre
De mærkelige tanker der overskred sin grænser
Og trak mig ned i sølet med anker om min ankler
Hun lært mig at tackle dagslyset og følelserne
Det tomme hjerte jeg afskyede og alle spøgelserne
Hun sagde jeg nok sku lede langt for en ligemand
At jeg en var unik usleben prangende diamant
At jeg ik sq være bange for præstens vievand
Jeg var bare en falden engel fanget i drengen Brian
Alt det hun sagde og alt det hun gjorde
Fik mig til at tro at jeg var sat på denne jord
Med en større mission men verden er så stor
Men min kærlige mor sagde mærk dig mine ord
Og som tiden går
Gir det hele mening nu forstår man det hele alt det der var så vigtigt
Ja som tiden går
Forstår jeg disse minder og springer ud af vinduet og spreder min vinger