Forgiftet

Han tar' en tår af i smug, de andre er så glade
Prøver at opretholde sin facade uden at gå ned med flaget
Med pengu i hånden, omringet af pæne kjoler og dyre jakker
Shh, stille nu' der tale, pigen der græder ikk'
Han mor og far ser lykkelige og forvirrede ud på samme tid
Endnu en sang, hans verden bryder sammen
På overfladen er alting fryd og gammen men bag facaden gemmer han vreden
Og føler alting er så ækelt at han væmmes ved maden
falske mennesker og fine gaver
Ubehagelige, kæderygene vinslaver
Og madsnobber med store maver
Han savner mormors have og æbletræet, æbletræet
Og at få lov at lege med det gevær han selv havde lavet
Nu' han tilbage i haven, ka' høre skratten fra radioen
Og fuglesangen imens han skyder hovedet af sin fars kone
Han åbner øjnene, festen er der stadig
Det sortner for hans øjne og flashbacket slutter ved lyden af præsten der si’r
Så tilspørger jeg dig, Lars Vendelboe Thomsen
Tager du Mette Severinsen som ved din side står, til din ægte hustru
Ja det gør jeg
Lover du at elske og ære hende i medgang og modgang
I ved gud den almægtige vil tilskikke jer
Som en ægtemand bør leve med sin ægte hustru indtil døden jer skiller
Ja det vil jeg gerne
Han føler sig alene, de er så glade de er så dumme
Så utilgiveligt naive, han ser igennem glamouren
Og alle de virtuelle dansepar
Hvor' virkeligheden dog ynkelig hvis man fjerner glasuren og piller glansen fra
Et fucking selvhøjtideligt mareridt, forklædt som alle andres drømme
Han flyder med sin tankestrøm og forlader festen
Og tænker på stedfaren der ofte ga' ham en på kassen
Men også var der til at hjælpe da han fik bøvl med en fra klassen
Han kigger vantro og forvirret rundt på sin nye familie
Der sidder i festtøj og klaphatte og skovler til sig
Han mærker bitterheden indtræffer, han er blevet en del ældre
Og tankegangen er blevet ensrettet
Han har en alvorlighed i øjnene, men os' et fattet blik
I skolen går det godt, på nær i matematik
Hen sender forhadte blikke over imod hvor soen sidder
Han føler sig aldrig hjemme nogen steder
Flashbacket slutter ved lyden af præsten der siger
Så tilspørger jeg dig, Lars Vendelboe Thomsen
Tager du Maria Søstrøm som ved din side står, til værende din ægte hustru
Ja
Lover du at elske og ære hende i medgang og modgang
I ved gud den almægtige vil tilskikke jer
Som en ægtemand bør leve med sin ægte hustru til døden jer skiller
Ja det vil jeg gerne
Han rejser sig, råber: «Stop, nu' det nok, fjerde gang er ikk' lykkens gang far,
du si’r du elsker hende, men er det langt fra
De to skal ikk' giftes, de skal gå hvert til sit og tænke sig om»
De fleste kigger forvirret, bebrejdende på ham
Han lader sit raseri bestemme og løber imod brudeparret
Spytter sin nye stedmor i ansigtet
Han løber hen imod udgangen og smækker
Kirkedøren bag sig, træt af at sidde som ham den kloge der siger: «Far hvad sagde jeg?»
i panden, er han mon fra forstanden
Flashbacket slutter med præsten der kigger ham lige i øjnene
Og stiller et spørgsmål han har hørt så mange gange før men aldrig selv fået
Den største gåde, han føler sig hjemslået
Jonas Vendelboe Thomsen
Tager du Sofia Lahmt Andersen som ved din side står, til din ægte hustru
Nej, det kan jeg ikk'